JoomlaTemplates.me by Discount Bluehost
Senest opdateret: Fredag, 20. juni 2014

Tim nyder livet som svæveflyver over FrederikssundPå disse sider kan du læse hvordan svæveflyveuddannelsen er opbygget, samt hvorledes du kan starte denne uddannelse i FFF.

Svæveflyvning kan dyrkes af både mænd og kvinder i alle aldersgrupper på lige fod og med lige stort udbytte. Enhver der er fyldt 14 år, kan optages som aspirant. Alle med et normalt helbred kan få lov til at svæveflyve, f.eks. er brug af briller normalt ingen hindring. Man skal dog gennemgå en større lægeundersøgelse hos en speciallæge, der viser, at man er sund og rask, inden man flyver alene første gang (solo).

Du kan komme hurtigt i gang, idet vi ikke har nogen ventelister. Allerede første dag i klubben begynder du den praktiske flyveuddannelse, der kræves ingen forudgående teori. I vores tosædede skolefly Twin Astir findes to sæt identiske styregrejer, så du bliver med det samme kastet ud i at flyve.

Al svæveflyvning i Danmark foregår i klubregi og på frivillig basis, hvor alle hjælper hinanden. F.eks. er instruktørerne medlemmer af klubben, og de modtager ingen løn for deres store arbejde. Man skal derfor (også som elev) være indstillet på at yde et stykke arbejde i klubben for at kunne flyve. Der skal f.eks. være mindst fem seks hjælpere til at få en person op i luften: En skal betjene spillet, en skal holde flyets vingetip, en skal kople wiren på flyet, en skal snakke i radio til spillet, en skal køre wirehenter og en skal hente flyet med en traktor, når det er landet osv. Dette betyder at det er nogle lange dage man tilbringer i flyveklubben. Man møder til briefing kl. 09:30. Der flyves ca. til kl. 18:00 hvorefter der skal pakkes sammen og debriefes. Du kan ikke bare tage hjem, når du har fløjet, idet der bagefter er mange andre som gerne vil flyve, og som er afhængige af din hjælp.

Desuden står vi selv for vedligeholdelse af vore bygninger, flyveplads, kørende materiel og fly. Vi er derfor alle forpligtiget til at yde 20 timers vedligeholdelsesarbejde i løbet af vinteren.

Men det er det hele værd, når først man sidder i svæveflyet højt over landskabet og sammenholdet er dét som får klubben til at fungere.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail eller ringe til klubben på 30 46 37 87.

Visninger: 11850